AAI logo til mobil

Aarhus Lystbådehavn: Træskibe, fisk og liv ved vandet

Fra historiske træskibe til gode restauranter og vinbarer. Aarhus Lystbådehavn er et af de steder i byen, hvor det maritime miljø stadig lever side om side med caféer, fiskebutikker og hverdagsliv.

En af de hyggeligste havne i Aarhus

Aarhus Lystbådehavn ligger mellem Riis Skov og Aarhus Ø og er et oplagt sted at lægge vejen forbi, uanset om du kommer for at spise, købe frisk fisk eller bare gå en tur langs kajen. Her er der næsten altid noget at kigge på, fra sejlbåde og kajakker til mennesker, der arbejder på deres både.

Spisesteder

Fiskebutik

Praktisk

Moderne boligbyggeri bag både i Aarhus Lystbådehavn
Familier på gåtur langs Aarhus Lystbådehavn promenade

En havn med historie

Aarhus Lystbådehavn har været en del af byens historie i generationer og er stadig et aktivt samlingspunkt for både sejlere og aarhusianere. Her ligger hundredevis af både fortøjet året rundt, mens mennesker går en tur langs kajen, nyder en frokost på en af restauranterne eller kigger forbi fiskehandleren.

Området ligger i gåafstand fra både Riis Skov, Den Permanente og Aarhus Ø, hvilket gør lystbådehavnen til et naturligt stop på en tur langs kysten. Der er en ro over stedet, men samtidig sker der næsten altid noget. Sejl bliver gjort klar, både bliver vedligeholdt, kajakker glider gennem havnebassinet, og caféerne fyldes, når solen viser sig.

Nordens største træskibshavn

Den nordlige del af havnen rummer Aarhus Træskibshavn, som er Nordens største træskibshavn. Her ligger op mod 80 klassiske træskibe side om side med moderne sejlbåde, og området er et besøg værd alene for synet af de høje master og de smukke træskrog.

Flere af skibene er beboet året rundt, og går du en tur på broerne, kan du ofte opleve både ejere, der arbejder på skibene, og frivillige, der er i gang med restaureringsprojekter. Kontrasten mellem de historiske fartøjer, Riis Skovs grønne trækroner og de moderne bygninger på Aarhus Ø gør denne del af havnen til et af de mest fotogene steder ved Aarhus Bugt.

Hvert år omkring sankthans samles både sejlere og besøgende til bål, musik og fællesskab på havnen.

træskibe side om side i Aarhus Lystbådehavn
Fiskedisk med friskfanget fisk i Aarhus Lystbådehavn

Frisk fisk siden 1888

Lystbådehavnen har længe været tæt forbundet med fiskeri, og den tradition lever videre i dag. P. Clausens Fiskehandel har solgt fisk fra havnen siden 1888 og regnes som Danmarks ældste fiskehandel. Her kan du købe alt fra klassiske danske fisk til skaldyr og specialiteter fra udlandet.

Lige i nærheden ligger Havnens Fiskehus, som leverer frisk fisk til både restauranter og private. Selvom havnen i dag er kendt for lystsejlads, er den maritime historie stadig en synlig del af området.

Spisesteder med udsigt til havnen

I de senere år er Aarhus Lystbådehavn også blevet et populært sted at spise. Langs kajen finder du restauranter, caféer og vinbarer med udsigt over bådene, og mange vælger at kombinere en gåtur med frokost eller aftensmad.

Du kan blandt andet besøge Bistro Solera, Restaurant Anker, Restaurant Det Glade Vanvid eller Timm Vladimirs Køkken. Er du mere til et glas vin, ligger VinDanmark få meter fra kajen, mens Hantwerk serverer specialøl brygget hos det lokale bryggeri Humbleland, som holder til lige bag baren.

Sejlbåde langs kajen ved murstensbygning i Aarhus Lystbådehavn
Aftenstemning med lys og både i Aarhus Lystbådehavn

Når aftenen falder på

Der er stor forskel på lystbådehavnen en tidlig formiddag og en lun sommeraften. Om morgenen er det ofte sejlerne, der gør bådene klar, mens restauranterne langsomt åbner. Senere på dagen fyldes kajen med mennesker, der er kommet for at spise, mødes eller nyde udsigten over Aarhus Bugt.

Når mørket falder på, spejler lysene fra Aarhus Ø sig i vandet, og havnen får en helt særlig ro. Det er et af de steder i Aarhus, hvor mange vælger at afslutte dagen med en gåtur langs kajen eller et glas vin med udsigt til bådene.

Kajak ved flydebro og bygninger i Aarhus Lystbådehavn

Praktisk om Aarhus Lystbådehavn

Parkering

Der er parkeringspladser flere steder omkring Aarhus Lystbådehavn, men de bliver hurtigt optaget på solrige dage og i weekender. Du finder blandt andet parkering ved Navitas, Dokk1 og på de omkringliggende veje.

Offentlig transport

Bus 3A stopper ved Aarhus Ø få minutters gang fra lystbådehavnen. Kommer du med letbanen, er Østbanetorvet den nærmeste station, hvorfra der er cirka 10 minutters gang.

Offentlige toiletter

Der er ingen offentlige toiletter ved lystbådehavnen. Nærmeste er ved Århus Ø eller Nikolinehuset.

Godt at vide

Lystbådehavnen er åben hele døgnet og gratis at besøge. Området er oplagt til en gåtur året rundt, og flere restauranter og caféer holder åbent både til frokost og aften.

Caféborde og både langs kajen i Aarhus Lystbådehavn
Både på land klargøres til sæson i Aarhus Lystbådehavn
Tætte master og både i Aarhus Lystbådehavn set tæt
Små fiskerbåde fortøjet i indre bassin ved Aarhus Lystbådehavn
Sejlbåde og kraner ved Aarhus Lystbådehavn i sol

Flere inspirerende havneoplevelser i Aarhus

Hvis du slet ikke kan få nok af den friske havluft og maritime stemning, bør du også besøge byens andre kvarterer ved vandet. Fra den hypermoderne arkitektur på Aarhus Ø til den historiske Træskibshavn og det kreative Sydhavnskvarter, finder du masser af inspiration til din næste gåtur langs kajen.

Lystbådehavnen

Mærk maritim stemning og se historiske træskibe.

Aarhus Ø

Se nyskabende arkitektur og liv ved havet.

Marselisborg havn

Besøg hyggelig lystbådehavn tæt ved skoven.

Havnefronten

Oplev centralt byliv ved Dokk1 og smukke kanaler.

Pier 2

Udforsk kreativt område med sport og masser af liv.

Egå Marina

Nyd nordisk sejlerstemning og udsigt over bugten.

Mellemarmen

Find autentisk industri, street art og krydstogtskibe.

Tekst af Christina Hazelden
- udgivet den 29.01.2023- Opdateret den januar 2026