Jul i Friheden – 9 år med magiske juleoplevelser
I 9 år har Friheden åbnet dørene for Jul i Friheden, og de formår stadig at imponere med julepynt og lys, der kan tage pusten fra én. År efter år har de gjort det til en tradition at skabe en magisk stemning, hvor julen møder lyskunst, og 2024 er bestemt ikke nogen undtagelse.
Vi besøgte Friheden en lørdag, hvor sneen og frosten fra dagen før havde pakket Aarhus ind i et vinterligt tæppe. Det var simpelthen den perfekte kulisse til de mange juleindtryk, som parken byder på. Kombinationen af frostens klare kulde og de glimtende lys gav en følelse af, at julen var kommet helt tæt på.
Lysene tager scenen ved skumring
Det bedste tidspunkt at opleve Jul i Friheden på, er uden tvivl, når mørket begynder at falde på. Sørg for at komme, mens der stadig er dagslys, så du kan mærke skiftet, når skumringen lægger sig over parken, og lysene begynder at glimte for alvor. Når mørket tager over, træder de mange tusinde julelys frem og forvandler Friheden til et eventyrland, hvor alt føles magisk.
Hver eneste krog af parken er pakket ind i lys. Stierne er pyntet med funklende lyskæder, og træer og bygninger stråler i varme og kølige nuancer. Der er noget helt særligt ved at gå rundt i parken, mens skumringen skaber en forventningsfuld stemning, og lysene overtager scenen. Det er præcis på det tidspunkt, at magien for alvor indfinder sig, og det er umuligt ikke at lade sig rive med.
For hele familien – og mere til
Jul i Friheden er for alle. Familier med børn kan tage en tur forbi Julemandens By, hvor børnene kan møde julemanden og fortælle ham deres ønsker. Julemanden har sin stue ved scenen, hvor der om sommeren bliver holdt Fed Fredag koncerter. Køen af spændte børn og deres forældre vidner om, hvor populær han er – og han tager sig god tid til hver enkelt, selv de små, der lige skal vænne sig til at stå foran selveste julemanden.
Men det er ikke kun for børnene. For par er Jul i Friheden det perfekte sted til en hyggelig og romantisk gåtur. Her kan man nyde lysene, stemningen og måske slutte af med en god middag på en af parkens restauranter. Og for venner og veninder er det en oplagt mulighed for at gå på opdagelse i de små boder, tage billeder af de flotte lysinstallationer og bare hygge sig sammen i de smukke omgivelser.
Hvordan er det at være julemand i Tivoli Friheden?
At være julemand i Friheden er noget helt særligt. Familierne kommer ind i Julemandens Stue én ad gangen, og det skaber en rolig og hyggelig stemning, hvor børnene kan føle sig trygge. “Det handler om at skabe tryghed i stuen,” fortæller julemanden, der altid sørger for, at børnene slapper af og føler sig velkomne.
Møderne med børnene er både sjove og rørende. Nogle børn kommer med ønsker og snakke, der gør indtryk, som en dreng, der fortalte, at hans bror havde kræft. Han snakker gerne med børnene om små ting, de kan gøre for at hjælpe derhjemme. Som at sætte tallerkenen på plads eller tømme opvaskemaskinen. “Julen handler jo ikke kun om at få – det handler også om at give,” siger julemanden. En dreng havde dog et godt svar klar: “Julemand, jeg er altså kun 4 år!”
Børnene reagerer forskelligt, når de møder julemanden. “Jeg kan godt mærke, hvis børnene har mødt mig før, så virker de mere trygge, for børn som ikke har mødt mig tidligere, tager jeg mig god tid til at skabe en tillid”. Og julemanden understreger, at han aldrig bruger sætningen “Hvis du ikke opfører dig ordentligt, får du ingen gaver.” “Hos mig skal skuldrene sænkes, og der skal være plads til glæde. Børnene skal ikke føle, de er foran en dommer.”
Når julemanden ikke sidder i sin stue, nyder han at gå rundt i Friheden. “Jeg elsker området ved søen, hvor folk sejler i både. Jeg plejer at spørge, om de har fanget noget, og når de siger nej, svarer jeg: ‘Så må I fange noget julestemning i stedet, så griner børnene og siger jaaa.”
I år er nogle af de mest populære ønsker klaverer og levende dyr. “Jeg prøver at hjælpe forældrene lidt ved at forklare, at Rudolf altså ikke flyver med levende dyr,” griner julemanden.
Og hvad elsker han selv mest ved julen? “At få alle gaverne afleveret rigtigt og så lige en ekstra stor smørklat bagefter,” siger han med et glimt i øjet. “Julen er en tid, hvor vi giver plads til både små og store glæder, og det er det, jeg holder allermest af.”
I de 9 år, hvor Tivoli Friheden har holdt Jul i Friheden, har det været den samme julemand, der har budt velkommen – både i Julemandens Stue og rundt omkring i parken.
Årets nyhed – Firefly Field
En af de helt store nyheder i år er Firefly Field, som du finder ved skråningen foran Restaurant Skovpavillonen. Det er en fortryllende oplevelse at se de små lys, der svæver hen over græsset og ligner ildfluer, der danser i mørket. Det er næsten hypnotisk at stå og kigge på dem, og det er uden tvivl en ny favorit blandt de mange flotte lysinstallationer. Jeg håber virkelig, at det bliver en fast tradition til Jul i Friheden.
Min favorit er stadig Det Magiske Lystræ
Selvom Firefly Field er en fantastisk nyhed, kan intet slå min favorit – Det Magiske Lystræ. Det 8 meter høje træ, som er pyntet med over 76.000 LED-lys i alle regnbuens farver, er et syn for guder. De skiftende farver, der lyser op i mørket, er simpelthen betagende. Jeg kan stå foran det i lang tid og bare nyde synet. For mig er det Lystræet, der virkelig fanger essensen af Jul i Friheden.
Sky Tower og lysets storhed
Sky Tower, parkens 65 meter høje frit fald-forlystelse, er i julen forvandlet til et gigantisk juletræ. Pyntet med glimtende lys i blå og klare toner står det som et lysende midtpunkt, der kan ses fra alle hjørner af parken. Det giver en fantastisk følelse af storhed og binder hele parkens juleudsmykning sammen på smukkeste vis.
Tid til en pause – og noget at spise
Efter at have gået rundt i parken og nydt de mange indtryk, kan du tage en velfortjent pause i en af parkens restauranter. Vi valgte Spis, en buffetrestaurant med store vinduer, med udsigt til de glimtende lys udenfor. Her fik vi en lækker julemenu med alt det, man kan ønske sig – tarteletter, flæskesteg, brunede kartofler og medister. Maden smagte som en ægte hjemmelavet julemiddag, og det var virkelig en glædelig overraskelse, at drikkevarer som vin, øl og sodavand var med i prisen.
En anbefaling til dit besøg
Hvis du vil have det bedste ud af dit besøg, så kom lidt tidligt og start med at prøve nogle af forlystelserne, mens det stadig er lyst. Tag derefter en pause og få noget varmt at spise, mens mørket falder på. Når du er blevet mæt og har fået varmen igen, kan du gå ud og opleve parken på ny – for nu er det mørkt, og lysene stråler endnu smukkere.
Jul i Friheden er et sted, der hvert år imponerer med lys, hygge og stemning. Uanset om du kommer med familien, vennerne eller din partner, så er det en oplevelse, der skaber minder – og julestemning – for alle.
Jul i Friheden
Dato: 16. november – 30. december
Åbningstider: Se hjemmesiden for åbningstider
Priser:
Entrébillet: 175 kroner
Turbånd: 120 kroner
Fri entre for børn under 90 cm.
Særligt tilbud:
Beholder du dit turbånd på efter dit besøg, kan du genbesøge parken én ekstra gang under Jul i Friheden.
Sæsonkort:
Har du sæsonkort, har du fri adgang til Jul i Friheden.
Det sker i Århus
Find en oversigt over de kommende oplevelser og events i Århus.
Friheden
Koncerter i Århus
Find en oversigt over de mange koncerter i Århus.